mandag den 5. juni 2017

Prøvetid - prøvelsernes tid

304 besvarelser er læst og vurderet. Det har været alle slags læseoplevelser og givet mange tanker om, hvilke ambitioner og mål de unge skribenter har haft i den prøvesituation, teksten blev produceret i.
De ved, at de skriver til en censor, men de ved også, at de skal forestille sig en autentisk modtager - og dette - modtageren - fungerer ikke altid. Der er helt sikkert fortsat et vigtigt indsatsområde for dansklærerne :-)
I år har alle elever for første gang været til prøve med adgang til internettet. Det var ventet med spænding - og ikke kun af tekniske årsager. Ville det blive fantastiske tekster? Ville eleverne snyde - og mest benytte sig af copy-paste-funktionen? Ville de skrive længere eller kortere - tynde eller fyldigere tekster? Ville det blive gode læseoplevelser ...?

I min rettebunke - og jeg tror det er ret generelt ... har langt de fleste elever - i både 9. og 10. klasse valgt essayopgaverne. Opgaver, hvor der ikke var et eksplicit søgekrav. Det kan der spindes flere ender over ...
Er de undervist i at være verdensmestre i essayskrivning?
Er de ikke undervist i søgning og anvendelse af kilder?
Er de glade for de to essayopgavers temaer ( Digital mobning og Konflikter)?
Er de andre emner for svære, kedelige, uoverskuelige ...?

Jeg har læst gode og reflekterede essays, og ind imellem har elever også hertil søgt og fundet relevante informationer, som de har kombineret med deres egne tanker og egen viden til gode tekster med stor fylde. Og nogle elever skriver med dybde og personligt engagement:

"Jeg kan faktisk ikke forstå, at det er sådan. Vi lever i år 2017, hvor det er normalt at drikke sig så bankelam, at man ikke aner, hvor man er, og te sig, så ens forældre bliver helt flove over en, men at læse en bog og spille computer, det kan ikke tolereres. Bare man fortæller, at man godt kan lide at læse, bliver man stemplet som en nørd."

Men, men, men ... Skriveambitioner er ikke det ord, der oftest er faldet mig ind her i retteperioden. Ofte virker teksten lidt ligegyldig. Det-her-skal-overstås-agtigt ... Og det bekymrer den gamle dansklærer/-konsulent? 
Vi har en opgave. Ikke kun at gøre eleverne til gode skrivere - med alt hvad det indebærer, men også at gøre dem til glade og ambitiøse skrivere. Lad os tage fat - sammen!



Find eventuelt inspiration på et af mine kurser:
http://www.grebomdansk.dk/


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar