Viser opslag med etiketten genrearbejde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten genrearbejde. Vis alle opslag

onsdag den 7. marts 2018

Til tiende klasse - helt særligt



I slutningen af 2017 udkom materialet SÆT SPOR I TIENDE.

Det består af en elevbog og en lærerguide. Det helt særlige ved materialet er, at det ikke er en gentagelse af, hvad eleverne har arbejdet med i deres skoleforløb frem til 9. klasse, men tager fat på temaer, der er aktuelle lige der, hvor eleverne befinder sig nu i 10. klasse. Også i stofvalget er der fokus på, at det er unge mennesker - på vej ud ind i uddannelsessystemet og ikke mindst ud i verden.

De fire nøglebegreber identitet, kultur, kommunikation og refleksion sætter bogens indhold i perspektiv.
Kapitlerne er bygget op ud fra en udviklingslinje fra eleven selv - Hvem er du - over nedslag i forskellige modaliteter til det afsluttende kapitel Refleksion. I alle kapitler er der både overblik, fordybelse og konkrete eksempler på opgaver, som eleverne kan møde til de afsluttende prøver i mundtlig og skriftlig dansk.



Og ja - det er et trykt materiale - med links og QR-koder til mange andre modaliteter! Vi tre forfattere er overbeviste om, at den fysiske bog, med et inviterende layout, er med til at holde eleverne fast og give dem støtte i deres læse-, skrive-, samtale- og refleksionsarbejde. Der er rigelig flimmer rundt om dem, og en vekselvirkning er at foretrække.

Vi glæder os til at bogen anvendes rundt i 10. klasser på efterskoler, 10. klassecentre og andre skoleformer med denne årgang på programmet.
Giv os gerne en tilbagemelding med jeres oplevelser.

I kan læse mere om udgivelsen, se uddrag fra både elevbog og lærerguide, og bestille den her.



Et opslag fra bogen - vi håber, I også er vilde med layoutet :-)







fredag den 31. marts 2017

Når fagteamet i dansk fungerer

Skal der sættes fokus på det danskfaglige samarbejde? Har dansklærerne tid og energi til at mødes og drøfte fagets og danskfagets muligheder? 

Det korte - og meget indlysende svar på disse to spørgsmål er ja! Der er så meget at hente! For faget, for den enkelte dansklærer, for fagligheden og for skolen og skolens ledelse, hvis man lokalt prioriterer fagteamenes samarbejde med ressourcer, tid og opmærksomhed. 

På den korte bane er der et forum, hvor dansklærerne kan udvikle og dele korte og længere danskfaglige forløb, der tager et lokalt udgangspunkt og sætter spot på både overordnede mål og detaljeret progression i fagets forskellige færdigheder og aktiviteter. På den lidt længere bane får skolen og alle dansklærere et fælles forum for store og små drøftelser af danskfaglige problemstillinger. Nærværende, fordi udgangspunktet er kendt og fælles - og udviklende, fordi der i samspillet og samværet gives energi og lyst til at udfordre de vante og eksisterende metoder og det til tider alt for kendte stof. Og fagligt berigende, fordi der i fællesskab etableres faglige tiltag, der stilladserer og støtter de udfordringer, elever og dansklærere møder i deres lokale dagligdag.

Bredsten-Gadbjerg Skole
Lad mig give et friskt og aktuelt eksempel:
Forleden var jeg inviteret til at holde et oplæg for dansklærerne på Bredsten-Gadbjerg Skole. Her har man i dette skoleår sat et særligt fokus på at udvikle og udnytte et fagligt samarbejde i dansk og matematik. Skolen ligger fysisk på to matrikler, og det giver både udfordringer og inspiration til det daglige arbejde, men det kræver også, at samarbejdsstrukturer er tydelige og prioriterede. 
Skolen havde afsat en kursusdag til udvikling af danskfagteamets arbejde. Mit oplæg indeholdt dels forskellige håndtag til at kvalificere fagteamarbejdets indhold og struktur, og dels forskellige konkrete ideer til fælles temaer og aktiviteter på langs og på tværs af faget.

Lærerne lyttede, diskuterede, legede, tilrettelagde, skitserede og kommenterede på livet løs, og efter oplægget besluttede de, hvilke tiltag de ville gå videre med.
En del af responsen lød: "Der var bred enighed om, at selve oplægget med vekslen mellem viden om fagteam, skriftlighed og øvelser var rigtig god. Stor ros til dig! Vi tager masser af ting med os - og er så klar til næste skridt, hvor rammerne for fagteamet skal organiseres og målet for næste skoleår skal fastsættes. Vi er meget varme på idéen om at arbejde videre med skriftlighed /genrepædagogik på tværs af danskfaget."

Prøv det!
Jeg ved godt, at tiltag som dette har trange kår på en del skoler, men alligevel skal mit budskab lyde: Prøv det! Et lokalt fokus - også på fagligheden - giver så meget til både den enkelte lærer og til undervisningen. 
Nuancering, refleksion, progression er bare nogle få af nøgleordene. 










tirsdag den 22. november 2016

ANMELDELSE: Serveret på et sølvfad :-)

Sikkert og nuanceret gennem skriveprocessen

I et par måneder har det nyreviderede site Skriftlig Fremstilling været åbent på Gyldendal.dk
Det tager hånd om de udfordringer, både lærere og elever står i, når nettet er med ved den skriftlige prøve. Derudover er der rigtig mange gode oversigter, værktøjer og gode råd til den gode tekst at hente.
Det har anmelderen heldigvis også oplevet - og det er så godt at fornemme, at de tanker og det fagsyn, der ligger bag sitets indhold og opbygning, fungerer.
Ganske glad er jeg!

Anmeldelse af Skriftlig Fremstilling

søndag den 8. november 2015

Birgitte Therkildsen - Freelance danskkonsulent i Greb om Dansk

En opdateret beskrivelse af mig - og mine kurser!
Værsgo':

Birgitte Therkildsen
Freelance danskkonsulent i Greb om Dansk

Dansklærer i udskolingen gennem 25 år, Diplomuddannelse i dansk 1999, Fagkonsulent i dansk  i UVM 2001 – 2010, Danskfaglig konsulent på UCL og i Dansklærerforeningens Hus 2010 – 2015. Nu selvstændig i firmaet Greb om Dansk med kursus- og konsulentopgaver indenfor dansk i grundskolen.
Forfatter til undervisningsmaterialer om bl.a. genrearbejde, læsning og skriftligt arbejde i udskolingen. Beskikket censor og medlem af opgavekommissionen for dansk skriftlig fremstilling

Jeg er optaget af at styrke lærerne i deres danskfaglige arbejde, at formidle inspiration, ideer og fakta om fagets indhold og form.
Mine kurser tilrettelægges efter de ønsker skoler, centre og lærere måtte have – og kredser især om:

  • Skriftlighed i udskolingen
  • Genrearbejde 
  • Skrivearbejde på langs ad danskfaget
  • Folkeskolens afsluttende prøver; mundtlig prøve og ny skriftlig prøve med adgang til internettet
  • Evaluering i dansk i de ældste klasser
  • Inspiration til danskundervisningen - nye faglige forløb
  • Fagteamarbejde i dansk

Undervejs inddrages Fælles Mål,  Målstyring af undervisningen, arbejde med læringsmål, evalueringsformer og krav og formelle forhold ved de afsluttende prøver.


Fra et kursus på CFU-København i oktober skrev en kursist:

”Det er var et særdeles veltilrettelagt og godt kursus, hvor jeg som 8. klasses dansklærer fik meget værdifuld viden og samtidig en erkendelse af de områder, hvor jeg mangler viden - det sidste ikke mindst vigtigt. Oplægsholderen signalerede et dybtgående kendskab til området og formidlede stoffet på en rolig, logisk og ikke mindst konkret måde.”



Kontakt
Birgitte Therkildsen
21421922
Tranevej 14 8600 Silkeborg

Find Greb om Dansk på Facebook: