mandag den 25. januar 2016

KURSUS: SKRIFTLIGT ARBEJDE MED NUANCER ...


Der er kommet godt gang i kurserne her i 2016. Ikke mindst kurser der fokuserer på arbejdet med skriftlighed i de ældste klasser - i relation til de nye prøver hvor der er adgang til internettet.

Se fx dette kursus 

KREATIVT, SIKKERT OG NUANCERET ARBEJDE MED SKRIFTLIGHED

Kurset holdes på Balle Kursus og Læring d. 14. og 15. april, og Finn Bangsgaard og jeg er instruktører.

Målgruppen er dansklærere i 7. - 10. klasse på efterskoler, friskoler og folkeskoler, og der er god mulighed for at bruge indholdet til planlægning af næste skoleår!

Læs om kurset her:

http://grebomdansk.dk/aktuelt-om-danskfaget/40-kreativt-sikkert-og-nuanceret-arbejde-med-skriftlighed


fredag den 15. januar 2016

www.grebomdansk.dk er på banen

Her først i det nye år fik jeg styr på en hjemmeside for Greb om Dansk. Og det er jeg rigtigt glad for. I al beskedenhed er den blevet rigtig god - og lige som jeg gerne vil have den.

Du finder oplysninger om mig, om Greb om Dansk, om mine kurser, om de udgivelser jeg har været med i, om mine aktiviteter ... Og så vil jeg bestræbe mig på også at lægge nyheder om faget - som kan have mange dansklæreres interesse  - på siden.

Jeg håber at du vil bruge siden og at du finder inspiration til et kursus eller en anden danskfaglig aktivitet!

Se siden her Greb om Dansk

God weekend!
Birgitte

søndag den 8. november 2015

Birgitte Therkildsen - Freelance danskkonsulent i Greb om Dansk

En opdateret beskrivelse af mig - og mine kurser!
Værsgo':

Birgitte Therkildsen
Freelance danskkonsulent i Greb om Dansk

Dansklærer i udskolingen gennem 25 år, Diplomuddannelse i dansk 1999, Fagkonsulent i dansk  i UVM 2001 – 2010, Danskfaglig konsulent på UCL og i Dansklærerforeningens Hus 2010 – 2015. Nu selvstændig i firmaet Greb om Dansk med kursus- og konsulentopgaver indenfor dansk i grundskolen.
Forfatter til undervisningsmaterialer om bl.a. genrearbejde, læsning og skriftligt arbejde i udskolingen. Beskikket censor og medlem af opgavekommissionen for dansk skriftlig fremstilling

Jeg er optaget af at styrke lærerne i deres danskfaglige arbejde, at formidle inspiration, ideer og fakta om fagets indhold og form.
Mine kurser tilrettelægges efter de ønsker skoler, centre og lærere måtte have – og kredser især om:

  • Skriftlighed i udskolingen
  • Genrearbejde 
  • Skrivearbejde på langs ad danskfaget
  • Folkeskolens afsluttende prøver; mundtlig prøve og ny skriftlig prøve med adgang til internettet
  • Evaluering i dansk i de ældste klasser
  • Inspiration til danskundervisningen - nye faglige forløb
  • Fagteamarbejde i dansk

Undervejs inddrages Fælles Mål,  Målstyring af undervisningen, arbejde med læringsmål, evalueringsformer og krav og formelle forhold ved de afsluttende prøver.


Fra et kursus på CFU-København i oktober skrev en kursist:

”Det er var et særdeles veltilrettelagt og godt kursus, hvor jeg som 8. klasses dansklærer fik meget værdifuld viden og samtidig en erkendelse af de områder, hvor jeg mangler viden - det sidste ikke mindst vigtigt. Oplægsholderen signalerede et dybtgående kendskab til området og formidlede stoffet på en rolig, logisk og ikke mindst konkret måde.”



Kontakt
Birgitte Therkildsen
21421922
Tranevej 14 8600 Silkeborg

Find Greb om Dansk på Facebook:




Adgang til nettet ved de skriftlige prøver - Er du, dine elever og undervisningen parat?

Fra på tirsdag d. 10.11. holder jeg en række kurser rundt på skoler og centre med titlen

Adgang til nettet ved de skriftlige prøver - Er du, dine elever og undervisningen parat?

Beskrivelsen er:

Fra maj 2017 er prøven i skriftlig dansk med adgang til internettet. Det er en ny og anderledes prøve, der både giver mange muligheder for at hente inspiration og fagligt stof, men samtidig stiller store krav til eleverne om at kunne færdes på internettet, at kunne udvælge og disponere deres indhold og deres tid.
Eleverne skal selvfølgelig være fortrolige med den nye form og de nye udfordringer.

På dette kursus arbejder vi med:
  • Prøvens rammer og kendetegn
  • Prøvekrav og vurderingskriterier
  • Opgaveeksempler
  • Eksempler på elevbesvarelser
  • Betydning for undervisningen i skriftlighed

Kurset retter sig mod lærere i 7. -10. klasse og andre der arbejder med prøverne i dansk.

Underviser er Birgitte Therkildsen. Birgitte har været med i hele udviklingen af de nye prøver. Hun er uddannet lærer, tidligere fagkonsulent, nu konsulent og lærebogsforfatter i Greb Om Dansk samt beskikket censor og medlem af opgavekommissionen for dansk, skriftlig fremstilling.

Måske vil din skole også gerne lære mere - og enten deltage eller selv holde et kursus.
Kontakt mig på bttranevej14@gmail.com




mandag den 26. oktober 2015

Gør dine udskolingselever til gode og sikre skrivere




Sidste uges danskkursus for FSL på Hornstrupcentret er vel overstået. 
Fantastiske kursister der deltog aktiv og engageret og delte ideer og erfaringer med hinanden. 
Oplæg fra mig om unges skriftlighed, genrepædagogik, prøve med adgang til internettet, funktionelt sprogarbejde, respons, korrektur og diverse andre områder der er med til at kvalificere arbejdet med skriftlighed i de ældste klasser.

Det er en stor fornøjelse at møde dansklærere i alle aldre der vil deres fag og deres elever. Flere var hele fagteam af sted - og det giver en fantastisk dynamik og sparring. Og så er Hornstrupcentret bare et super godt kursussted. Tak for gode dage!





fredag den 9. oktober 2015

MÆRK KUNSTEN



Nyt og flot undervisningsforløb på Dansklærerforeningens hjemmeside.
Jeg har fået lov at arbejde lidt med - og det er blevet rigtigt godt. SMK står for indholdet!
Grib muligheden for at arbejde med kunst og kortprosa!


tirsdag den 8. september 2015

SKRIVEDYSTEN 2015 - LIGE TIL DIN UNDERVISNING I FIKTIONSSKRIVNING


rc_header




En af mine opgaver for Dansklærerforeningens Hus har været at følge Skrivedysten 2015 til dørs. 
Det har været i et godt samarbejde med bl.a. Signe Snedled fra SAXO, og produktet har fået en god danskfaglig vinkel, som jeg håber at mange af jer vil tage med i jeres arbejde med fiktionsskrivning.

Lidt om projektet:
Dansklærerforeningen og SAXO har i år samarbejdet om tilrettelæggelse af Skrivedysten – et gratis online materiale til hhv. 5.-6. klasse og 7.-10. klasse.

Skrivedysten består af en række film med skriveøvelser der er lavet af børne- og ungdomsforfatterne Kim Langer og Camilla Wandahl. De giver eleverne tips til at komme i gang med skrivningen, lave research, arbejde med komposition og skrive bedre i det hele taget.

Målet med skriveøvelserne er at inddrage eleverne i en kreativ skriveproces for at øge læselyst, skriveglæde og skrivefærdigheder. Øvelserne kan både bruges enkeltvis som inspiration til undervisningen, eller man kan vælge at bruge alle, fx til et temaforløb om novellearbejde eller kreativ skrivning.

Der er lavet to forløb rettet mod henholdsvis 5.-6. klasse og 7.-10. klasse.
I tilknytning til skriveøvelserne får du en lærerguide med inspiration til hvordan materialet kan anvendes i et skriveforløb med mål for elevernes læring i skriveprocessens forskellige faser.


Hvis I - og jeres elever ønsker det, kan I afslutte forløbet med at skrive og indsende en novelle til konkurrencen.

I kan læse meget mere om både materialet, lærerguiderne og konkurrencen her:
https://www.saxo.com/side/skrivedysten